Adopter Tobi
Krydsede raser · Ukendt
Jeg kom til dyrehytten gennem en eutanasi-sag. Sammen med mine venner måtte jeg forlade mit tidligere hjem. Når jeg taler med andre hunde her, fortæller nogle af dem historier om deres familier, om gåture, fælles kæleøjeblikke og hvor meget de savner deres mennesker. Så kan jeg mærke, hvor vidunderlige sådanne ting må være. Men ved du hvad? Jeg er stadig glad for at være her. For i modsætning til mange andre hunde har jeg aldrig oplevet, hvordan det føles at have et rigtigt hjem. Mit liv indtil nu bestod af en kold, beskidt boks. Det var alt, hvad jeg kendte. Derfor var jeg i starten helt overvældet af alt det, der ramte mig her. De mange nye lyde, dufte, mennesker og indtryk gjorde mig meget bange. Jeg havde så travlt med at forsøge at forstå denne nye verden, at jeg først ikke kunne acceptere menneskenes kærlighed og omsorg. Men langsomt er der noget, der er ved at ændre sig i mig. Nu bliver jeg lidt modigere hver dag. Nogle gange samler jeg al min mod og går hen til menneskerne. Så stryger de blidt min pels og siger søde ord til mig. Og ved du hvad? Det føles utrolig skønt. Det er en følelse, som jeg først har skulle lære, og som jeg nu nyder mere og mere. Her i dyrehytten har jeg det godt, men min største ønske er naturligvis mit eget hjem. Mennesker, som tager mig, som jeg er, og som forstår, at jeg stadig har meget at lære. Mennesker, som trin for trin forklarer verden for mig og er tålmodige, når jeg ikke umiddelbart forstår noget. Måske skal jeg have vist nogle ting flere gange, så jeg forstår, at de er normale, og at jeg ikke behøver at være bange for dem. Jeg søger ikke perfektion. Jeg søger mennesker med store hjerter, tålmodighed og forståelse. Mennesker, som bliver glade, når jeg igen bliver lidt modigere, og som følger med mig på min rejse. Måske kan jeg endelig lære, hvordan det føles at have en rigtig familie sammen med dig.
Læs original (de)
Ich bin durch einen Sterbefall ins Tierheim gekommen. Gemeinsam mit meinen Freunden musste ich mein bisheriges Zuhause verlassen. Wenn ich mich hier mit anderen Hunden unterhalte, erzählen manche von ihrer Familie, von Spaziergängen, gemeinsamen Kuschelstunden und davon, wie sehr sie ihre Menschen vermissen. Dann spüre ich, wie schön so etwas sein muss. Aber weißt du was? Ich bin trotzdem froh, hier zu sein. Denn anders als viele andere Hunde habe ich nie erfahren, wie sich ein richtiges Zuhause anfühlt. Mein Leben bestand bisher aus einem kalten, schmutzigen Zwinger. Viel mehr kannte ich nicht. Deshalb war ich anfangs völlig überwältigt von allem, was hier auf mich einprasselte. Die vielen neuen Geräusche, Gerüche, Menschen und Eindrücke machten mir große Angst. Ich war so beschäftigt damit, diese neue Welt zu verstehen, dass ich die Liebe und Fürsorge der Menschen zunächst gar nicht annehmen konnte. Doch langsam verändert sich etwas in mir. Mittlerweile werde ich jeden Tag ein kleines bisschen mutiger. Manchmal nehme ich all meinen Mut zusammen und gehe auf die Menschen zu. Dann streichen sie mir sanft durch mein Fell und sagen liebe Worte zu mir. Und weißt du was? Das fühlt sich unglaublich schön an. Es ist ein Gefühl, das ich erst kennenlernen musste und das ich inzwischen immer mehr genieße. Hier im Tierheim geht es mir gut, aber mein größter Wunsch ist natürlich ein eigenes Zuhause. Menschen, die mich so nehmen, wie ich bin, und die verstehen, dass ich vieles erst noch lernen muss. Menschen, die mir die Welt Schritt für Schritt erklären und geduldig bleiben, wenn ich etwas nicht sofort verstehe. Vielleicht muss man mir manche Dinge auch mehrmals zeigen, damit ich begreife, dass sie ganz normal sind und ich keine Angst davor haben muss. Ich suche keine Perfektion. Ich suche Menschen mit einem großen Herzen, Geduld und Verständnis. Menschen, die sich freuen, wenn ich wieder ein Stückchen mutiger werde, und die mich auf meinem Weg begleiten. Vielleicht darf ich bei dir endlich erfahren, wie sich eine echte Familie anfühlt.
Listet for 3 måneder siden
