Adopter Il rapporto multifattoriale del cane con il terreno
Krydsede raser · Ukendt
Der er meget mere til grave og gemme mad. Det er et udtørrende og komplekst forhold, der ofte er stimulerende. Ret efter "sæt", er en af de allerførste kommandoer, som folk giver hunde, "ned", der opfylder en tilstand af ro forbundet med at ligge ned: i virkeligheden betyder det ikke, at hunden reducerer sin vågne reaktivitet - noget, der fysiologisk er sandt for den menneskelige art - men trænerens tro fastholder sig, måske fordi dette er den position, der normalt kommer før "vær". En hunds forhold til jorden er meget udtørrende og komplekst og går langt ud over den antagelige ro, som kommandoen om at ligge ned ville have den til at opnå. Hundens forhold til jorden er flerfacetteret, hvilket vil sige, at det bygger på adfærd som at skjule sig og ressourcer, men også på sociale og interaktionsbehov, såsom mærkning. Mellem de mest almindelige adfærdsformer er usvigteligt gravning i haven - en helt naturlig aktivitet for hunden - som skaber gemmestede for mad eller skaber et køligere område, hvor hunden kan krybe sammen: dog, hvis det bliver en gentagen og compulsiv adfærd, kan gravning hjælpe hunden med at slippe stress og akkumuleret energi, og dermed blive et tegn på lidelse forårsaget af manglende stimulans, kedelighed og angst. For hunden er jorden også del af dets territorium og derfor et kontekst til at mærke gennem urin, afføring og kropsskrabning, inklusive puderne, ideelle til at skrabbe omkring området, hvor den har pisset eller defekteret, for at forstærke mærkningen både synligt (skrabet er tydeligt) og lugtende. Desuden tilbyder hver lille del af jorden hundens lugtsans hundrede af lugtstimuli, der giver tusinder af oplysninger og giver den mulighed for at mentalt genopbygge narrativen i stederne, perfekt identificerende ikke kun begivenheder, men også de personer, der har passeret, og deres fysiske og emotionelle tilstand. I denne forstand er jorden en del af den miljømæssige kontekst, der hjælper hunden med at være ikke kun fysisk passende, men også mentalt aktiv, med den indlysende overvejelse, at en gang i naturen vil være meget mere stimulerende end en promenade i byen. At spise jord er dog ikke altid en "naturlig" adfærd: ingen problem, hvis hunden holder sig til at trække små klumper eller rødder i munden og derefter straks forlader dem, men hvis jorden (og endnu værre, planterdeje) søges og spises, bør man ikke kun tilskrive ansvaret til dens udforskende motivation, men i stedet spørge om kvaliteten af den føde, der tilbydes (hunden kunne lide en næringssvaghed og vise en adfærd kendt som pica) eller dens emotionelle tilstand, fordi kedelighed og stress kan være gode grunde til at forklare en adfærd, der kan være skadelig for dets organismer (mukosale irriteringer, diaré, gastroenteritis, tarmblokage, forgiftning på grund af tilstedeværelsen af herbicider eller insekticider). Dog er forholdet til jorden næsten aldrig håndteret af hunden selv, men, som mange andre aspekter af dets liv, påvirket af valg og beslutninger taget af den menneskelige kammerat: derfor skal man under dele af promenaden, hvor jorden erstattes af asfalt, ikke glemme, at modsat græs (som ved varme dage forbliver under 40°C og ville være den eneste overflade, hunden ville træde på, hvis den havde frihed), kan asfaltoverflader nemt nå 55°C og ofte overstige 75°C. Samme opmærksomhed skal rettes mod isede overflader: faktisk, hvis eksponeringen varer længe, kan hundens fodsåler lide sprækker, trauma og endda brændsletter. Endelig er der et tilfælde, hvor jorden ikke er noget glædeskilde for hunden: det er, når den menneskelige "glemmer" sin hund i haven, overbevist om, at det er det bedste sted at leve, men for hunden bliver det til en rigtig fængsel, et område for segregation og forladelse, hvor alle entusiasmen for livet forsvinder!
Læs original (it)
C'è molto di più dello scavare e del nascondere il cibo. E' un rapporto articolato e complesso, per lo più stimolante Subito dopo il “seduto”, uno dei primissimi comandi che gli uomini rivolgono al cane è “terra”, evocativo di una condizione di tranquillità legata allo stare sdraiato: in realtà, nonostante la maggior parte del corpo del cane sia a contatto con il terreno ciò non significa affatto che il cane diminuisca la sua vigilante reattività – cosa che, invece, per l’animale umano è fisiologicamente vera – ma la convinzione nell’addestratore rimane, forse perché di solito è questa la posizione che precede il “resta”. Il rapporto di un cane con il terreno è molto articolato e complesso e va ben oltre la presunta tranquillità che l’ordine di sdraiarsi vorrebbe fargli acquisire. Quello del cane col terreno è un rapporto definito multifattoriale, nel senso che è basato su comportamenti come il nascondere sé stesso e le risorse, ma anche su bisogni sociali e di interazione, come la marcatura. Tra i comportamenti più comuni c’è indubbiamente lo scavare in giardino – un’attività del tutto naturale per il cane – che realizza nascondigli per il cibo o crea un’area più fresca dove acciambellarsi: se però diventa un comportamento ripetuto e compulsivo, lo scavare può servire al cane per scaricare stress ed energia accumulata, trasformandosi così in un segnale di disagio, prodotto da mancanza di stimoli, noia e ansia. Per il cane il terreno è anche parte del suo territorio e quindi un contesto da marcare attraverso l’urina, le feci e lo strofinamento del corpo, compresi i polpastrelli, ideali da strofinare intorno all’area dove ha urinato o defecato per aumentare la marcatura sia dal punto di vista visivo (le raspature sono piuttosto evidenti) che olfattivo. Del resto, ogni piccola parte del terreno offre all’olfatto del cane centinaia di stimoli odorosi che gli forniscono migliaia di informazioni e gli permettono di ricostruire mentalmente la narrazione dei luoghi, individuando perfettamente non solo gli eventi ma anche i soggetti transitati e la loro condizione fisica ed emozionale. In questo senso, il terreno è parte del contesto ambientale che aiuta il cane ad essere non solo fisicamente in forma, ma anche mentalmente attivo, con l’ovvia considerazione che la passeggiata in natura sarà molto più stimolante del giro del quartiere. Mangiare la terra non è, invece, un comportamento sempre “naturale”: nessun problema se il cane si limita a strappare con la bocca piccole zolle o radici subito dopo abbandonandole, ma se la terra (e peggio ancora il terriccio di un vaso di fiori) viene cercato e mangiato sarà bene non attribuire la responsabilità solo alla sua motivazione esplorativa ma interrogarsi, invece, sulla qualità dell’alimentazione fornita (il cane potrebbe soffrire di una carenza di nutrienti e mettere in atto un comportamento noto come pica) o sulla sua condizione emotiva, perché noia e stress potrebbero essere buoni motivi per giustificare un comportamento che può essere dannoso al suo organismo (irritazioni delle mucose, diarree, gastroenteriti, blocchi intestinali, avvelenamenti per la presenza di diserbanti o insetticidi). Tuttavia, il rapporto con il terreno non è quasi mai gestito dal cane in piena autonomia, ma, come molti altri aspetti della sua vita, è condizionato dalle scelte e dalle decisioni che l’umano di riferimento compie per lui: dunque, nei tratti della passeggiata in cui il terreno è sostituito dall’asfalto sarà necessario non dimenticare che, diversamente dall’erba (che nelle giornate più calde rimane sotto i 40°C e sarebbe l’unica superficie che il cane calpesterebbe se fosse libero di farlo), le superfici asfaltate possono raggiungere facilmente i 55°C e talvolta superare anche i 75°. E la stessa attenzione dovrà essere prestata per le superfici ghiacciate: infatti, se l'esposizione è prolungata, i cuscinetti del cane possono subire screpolature, traumi e perfino ustioni. C’è, infine, un caso in cui il terreno non è per nulla fonte di felicità per il cane: è quando l’umano “dimentica” il proprio cane nel giardino di casa, convinto che sia il posto migliore dove vivere ma che per il cane diventa una vera prigione, un luogo di segregazione e abbandono in cui, per un essere sociale come lui, si spegne ogni entusiasmo per la vita!
Listet for 4 måneder siden






