Adopter Quando la coppia scoppia, la prima vittima è il cane
Krydsede raser · Ukendt
Dette år alene er det fjerde dyr, der ankommer til et dyrebeskyttersted på grund af par, der ikke kan finde en løsning på at omsorgen for, hvad der engang var deres bedste ven. I tilfældet med Napoleon (navnet er fiktivt for at undgå enhver reference) ønskede ingen at bruge tid og omsorg for den venlige blandingsslag hunden efter at skilsmissen begyndte. Den eneste løsning det "skilsmissepar" kunne tænke sig, var at overlade ham til dyrebeskytterstedet, hvor han heldigvis blot sad nogle få dage. Når et par separerer, er det sjældent, at hunden ikke umiddelbart bliver "et problem". Det bliver et, når de to eks-ægtefæller kæmper om varetægtsret, men også når den ægtefælle, der er registreret som ejeren i hunderegistret, ikke faktisk er den person, dyret er mest bundet til. Det kan også blive et problem, når det tidligere par retter sig til dommeren, der, trods ønsket om at træffe beslutning i dyrets interesse, nogle gange ordinerer fælles varetægt, der er næsten uhanterbar, eller beslutter med en meget "menneskelig" logik, men ikke særlig dyreetsologisk, at katten simpelthen følger børnene i adoption. I Italien går den mest opdaterede kulturelle og juridiske fremskridt på den følsomme sag om adoption tilbage til 2008, da Cremona-domstolen – måske påmindet om en dom fra Pescara-domstolen fra 2002 – begrundede fælles adoption ved at påstå, at "alle garanterne for deltagende adoption af mindre børn skal anvendes parallelt for hunde." Princippet er klart, men det er ikke nok til at beskytte dyrenes "godhed" definitivt: der findes virkelig en modsat strøm af tanker, der i 2011 gjorde, at den niende borgerretslige afdeling i Milan-domstolen udtalte, at det ikke er "opgaven for skilsmissedommeren at regulere partiers rettigheder over for husdyr." Der kræves en lov fra parlamentet, der fastsætter principperne og definerer den korrekte og retfærdige vej til at bestemme, hvilken af de mulige varetægtsordninger der er dyreetsologisk korrekt for hunden. Senator Franca Chiaromonte (PD) havde allerede forstået dette i 2009 og foreslog at indsætte et nyt artikel i vores borgerlige kode, specifikt dedikeret til "adoption af familiedyr i tilfælde af ægtefælle-skilsmissen", som lød: "I tilfælde af ægtefælle-skilsmissen skal dommen, i manglende aftale mellem parterne, uanset skilsmissen eller samfundsgodsreglen, ifølge oplysninger fra dyrets registreringsdokumenter, efter høringer af ægtefællerne, bosættere, børn og, hvis nødvendigt, dyrebetjente, tildele enten fælles eller ensidig adoption til den part, der bedst kan sikre dyrets velvære. Domstolen har kompetence til at beslutte om adoption i henhold til denne paragraf også i tilfælde af ophør af fælles bolig." Som ofte er tilfældet, når det kommer til borgerlige rettigheder for dyr, er der intet blevet gjort i 2009, hverken i 2013, da vicekonsul Michela Brambilla (FI-PDL) foreslog en lignende løsning. For hunde og katte ville det være bedre, hvis par kunne vise, at de kan beslutte sig selv i dyrets interesse: men når skilsmissen bringer det værste frem hos ex-parret, overlever børnene nogle gange, men dyr bliver hurtigt de første ofre!
Læs original (it)
Solo quest'anno è il quarto e non sarà certamente l'ultimo cane che arriva in rifugio a causa di coniugi che non trovano una soluzione per accudire quello che, prima della separazione, era il miglior amico della coppia. Nel caso di Napoleone ( il nome è di fantasia per evitare ogni riferimento ), una volta avviata la procedura di separazione, al simpatico meticcio nessuno era più disposto a dedicare tempo e cure e l'unica soluzione a cui i “separandi” hanno saputo pensare è stata l'abbandono in rifugio, dove fortunatamente è rimasto solo pochi giorni. Quando una coppia si separa, è raro che il cane non diventi immediatamente “un problema”. Lo diventa nel caso in cui i due coniugi si contendono l'affidamento, ma anche quando il coniuge a cui il cane è intestato presso l'anagrafe canina non è, in realtà, la persona a cui l'animale è maggiormente affezzionato. E può diventare un problema anche quando la ex-coppia si affida al giudice, che, seppur animato dalla volontà di prendere una decisione nell'interesse del cane, a volte dispone affidamenti congiunti quasi ingestibili o stabilisce, con una logica assai “umana” ma poco etologica, che il gatto segua semplicemente i figli in affido. In Italia, il più recente progresso culturale e giuridico nella delicata questione dell'affido risale al 2008, quando il tribunale di Cremona – forse ricordando una sentenza del 2002 del tribunale di Pescara – a motivazione di un affido congiunto, si spinge ad affermare che “ tutte le garanzie che sono previste per l’affido condiviso dei figli minori siano specularmente applicate per i cani ”. Il principio è chiarissimo, ma non basta per tutelare definitivamente le “buone ragioni”gli animali: c'è, infatti, una corrente di pensiero opposta che, nel 2011, porta, ad esempio, la IX sezione civile del tribunale di Milano ad affermare che non è “ compito del giudice della separazione quello di regolare i diritti delle parti sugli animali di casa “. Ciò che servirebbe è una legge del parlamento che fissi il principio e definisca il percorso corretto e giusto per determinare quale tra i possibili affidamenti sia quello etologicamente corretto per il benessere del cane. Lo aveva capito già nel 2009 la senatrice Franca Chiaromonte (PD) che, infatti, aveva proposto di introdurre nel nostro codice civile un nuovo articolo specificatamente dedicato all'”Affido degli animali familiari in caso di separazione dei coniugi”, che così recitava: “ In caso di separazione dei coniugi, proprietari di un animale familiare, il Tribunale, in mancanza di un accordo tra le parti, a prescindere dal regime di separazione o di comunione dei beni e a quanto risultante dai documenti anagrafici dell’animale, sentiti i coniugi, i conviventi, la prole e, se del caso, esperti di comportamento animale, attribuisce l’affido esclusivo o condiviso dall’animale alla parte in grado di garantirne il maggior benessere. Il tribunale è competente a decidere in merito all’affido di cui al presente comma anche in caso di cessazione della convivenza more uxorio ”. Come troppe volte accade quando si tratta di diritti civili degli animali, non se ne fece nulla né nel 2009 e neppure nel 2013, quando la deputata Michela Brambilla (FI-PDL) ripropose una soluzione analoga. Anche per i cani e i gatti meglio sarebbe, dunque, che i coniugi dimostrassero di saper decidere da soli nell'interesse dell'animale: ma quando la separazione fa uscire il peggio dalla ex-coppia, i figli a volte si salvano, ma gli animali diventano rapidamente le prime vittime!
Listet for 4 måneder siden






