Aller au contenu
TailHarbor
← Retour aux résultats
Disponible

Adopter Plejefamilie for første gang

Croisé · Mâle · Adulte · 9 ans

Les bruits lorsqu'un chaton de quatre semaines gratte le pied botté. Mais l'un reste immobile, peut-être avec les orteils pliés, en attendant que le chaton atteigne la jambe du pantalon. Amalie Jeberg, étudiante vétérinaire, a été une mère d'accueil pour Filuka et ses cinq chatons au moins : Flemming, Frank, Freddy, Finn et Fiola, depuis presque cinq semaines. Au cours des derniers jours, ils sont devenus très actifs : ils ont pris possession de tout l'appartement situé à Vigerslev Allé à Valby et essaient de comprendre le monde qui s'ouvre devant leurs yeux. Ils rencontrent ce monde avec confiance ; ainsi Fiola est confortablement nichée dans le creux du bras et regarde vers vous avec un regard curieux et perçant. « J'avais entendu parler d'être une famille d'accueil, mais je ne pensais pas pouvoir relever cette tâche avec mes études à temps plein et mes longues heures en dehors. Cependant, j'ai été encouragée à contacter la directrice de Kattens Værn, Therese Wilbert, que j'avais précédemment partagée comme collègue. Et elle n'avait aucun doute », explique Amalie Jeberg, qui partage son foyer avec son petit ami et une colocataire - une autre étudiante du programme vétérinaire. À quatre jours - « Et Therese m'a appelée pendant un cours à l'université et m'a parlé d'une chatte mère avec ce que je pensais être deux, des chatons de quatre semaines. Seulement quand j'étais sur le point de signer, j'ai réalisé qu'il s'agissait en fait de chatons de quatre jours, et il y en avait cinq - pas deux. Mais bien sûr, j'ai signé ! » Nous ne connaissons pas l'histoire de Filuka ; nous savons seulement qu'elle a été amenée par l'un des inspecteurs de chats de KV, qu'elle était une chatte domestiquée et enceinte. « La femelle a donné naissance lundi, a été stérilisée jeudi... et est rentrée à la maison vendredi avec les chatons », se souvient Amalie Jeberg. Avant cela, la femelle et ses colocataires - son petit ami et sa colocataire - avaient aménagé une pièce spécialement pour les chats avec des coussins, des couvertures, des endroits pour se cacher et les boîtes à litière obligatoires. Filuka était un peu perturbée pendant le voyage de retour, mais elle s'est rapidement dirigée vers l'appartement. « La femelle est un peu timide naturellement, mais elle a aussitôt manifesté confiance et nous a permis de toucher les chatons et de les prendre », dit Amalie Jeberg. Beaucoup de visiteurs Être une famille d'accueil implique principalement de faire habituer les chatons à être manipulés par les humains. « Et nous avons eu beaucoup de visiteurs - ils viennent même tout seuls ! » répond-on. Ensuite, ils doivent s'habituer au bruit et au mouvement qui se produisent naturellement dans une maison : des sons extérieurs, de la musique - et le nettoyeur vapeur. Ce dernier est rencontré avec indifférence par tous sauf Freddy, qui le suit curieusement. Amalie Jeberg reste parfois près de la fenêtre du salon en regardant vers la rue animée de Vigerslev Allé, afin que les chats s'habituent au bruit du trafic et au son des véhicules d'urgence. Apparemment, le plus inquiet est Filuka : seule, elle s'assied dans le cadre de la porte et regarde l'action. Sinon, le temps passe dans la pièce des chats, où Amalie Jeberg aime s'asseoir avec ses livres et son ordinateur, même si les études ne peuvent pas se dérouler complètement sans interruption. Une dimension supplémentaire Lorsque les chatons sont arrivés, ils étaient si petits qu'ils n'avaient pas encore développé leurs yeux. Cela a ajouté une dimension supplémentaire à l'expérience de les voir se développer. Déjà à cet âge de quatre ou cinq semaines, ils ont commencé à développer leurs propres personnalités. Le plus inhabituel est Flemming, plus réservé, Freddy, qui quant à lui ronronne tellement que ça ressemble à un hélicoptère lorsqu'il est avec sa mère. Kattens Værn reste en retrait et fournit à la famille d'accueil tout, des couvertures et des boîtes de transport aux aliments et jouets pour chats. La contribution la plus importante de la famille d'accueil est : le temps et l'attention. Pour Amalie Jeberg, c'était un rêve d'enfance de travailler avec les animaux dans sa vie d'adulte. La femme a commencé à se former en tant qu'infirmière vétérinaire, jusqu'à ce que son mentor - dans une clinique vétérinaire à Faxe - l'encourage à postuler au programme vétérinaire. Cette année, la femme a commencé son master après une année de pause études. Un peu rebelle - une pause qui a été partiellement passée à voyager en Afrique du Sud, au Ghana et à Zanzibar avec sept camarades de classe. En Afrique du Sud, les filles étaient affectées à un ranch, où entre autres choses elles ont aidé à déplacer des boudins d'eau d'une réserve à une autre et à désarmer les rhinocéros pour qu'ils deviennent moins intéressants pour les braconniers. Ce séjour restera inoubliable : « On se sent un peu rebelle en étant assise dans un hélicoptère et en pratiquant le tir de fléchettes avec un sédatif sur un mannequin d'animal monté sur une voiture qui avance à toute vitesse », dit-elle : « Et d'arriver à toucher ! » - Alors, c'est plus paisible d'être une famille d'accueil. « Si cela s'avère bon d'être une famille d'accueil à ce moment, alors nous sommes particulièrement nombreux à »

Lire l'original (da)

Det kilder, når en fire uger gammel killing med små skarpe klør krabber sig op ad ens strømpebeklædte fodsål. Men man sidder stille, måske med krummede tæer, alt imens man venter på, at killingen skal nå helt op på buksebenet. Amalie Jeberg, dyrlægestuderende, har været plejemor i snart fem uger for Filuka og hendes intet mindre end fem killinger: Flemming, Frank, Freddy, Finn og Fiola. Lige gennem de seneste dage er de for alvor blevet aktive: De har indtaget det meste af lejligheden på Vigerslev Allé i Valby og forsøger at begribe den verden, der har åbnet sig for deres øjne. Den møder de med tillid; således lægger Fiola sig trygt tilrette i favnen og stirrer op på én med et nysgerrigt, dybdeborende blik. »Jeg havde jo hørt om dét med at være plejefamilie, men syntes ikke, jeg med et fuldtidsstudie og mange timers fravær kunne påtage mig opgaven. Men jeg blev opfordret til at kontakte direktør i Kattens Værn, Therese Wilbert, som jeg tidligere har delt arbejdsplads med. Og hun var ikke i tvivl,« fortæller Amalie Jeberg, der deler husstand med sin kæreste og en veninde – en medstuderende fra dyrlægestudiet. Fire dage gamle »– Og Therese ringede tilbage midt under en øvelse på Universitet og fortalte om en kattemor med, hvad jeg troede, var to, fire uger gamle killinger. Først da jeg skulle til at skrive under, gik det op for mig, at det drejede sig om fire dage gamle killinger, og at der i øvrigt var fem af dem – og ikke to. Men jeg skrev selvfølgelig under!« Filukas historie kender vi ikke; blot ved vi, at hun blev bragt ind af en af KV’s katteinspektører, at hun var tamkat og drægtig. »Hun fødte mandag, blev steriliseret om torsdagen … og kom med hjem om fredagen sammen med killingerne,« husker Amalie Jeberg. Inden da havde hun og hendes bofæller – hendes kæreste og en veninde – indrettet et værelse specielt til kattene med puder, tæpper, alskens gemmesteder og de obligatoriske kattebakker. Filuka havde været noget beklemt under køreturen hjem, men fandt sig hurtigt til rette i lejligheden. »Hun er lidt forsigtig af natur, men mødte os øjeblikkeligt med tillid og lod os røre killingerne og tage dem op,« fortæller Amalie Jeberg. Mange gæster At være plejefamilie går først og fremmest ud på at vænne killingerne til at blive håndteret af mennesker. »Og vi har haft mange gæster – de kommer faktisk helt sig af sig selv!« lyder det. Dernæst skal de vænnes til den støj og tummel, der nu engang er i et hjem: Lyde udefra, musik – og støvsugeren. Denne sidste mødes med ligegyldighed af dem alle undtagen Freddy, der nysgerrigt følger efter den. Amalie Jeberg holder ind imellem vinduet i dagligstuen ud mod den trafikerede Vigerslev Allé på klem, så kattene kan vænne sig til trafikstøj og larm fra udrykningskøretøjer. Mest bekymret herved synes at være Filuka: Som den eneste nøjes hun med at sidde i døråbningen og følge slagets gang. Ellers går tiden inde i kattenes værelse, hvor Amalie Jeberg gerne sætter sig med sine bøger og sin PC, om end studierne ikke kan foregå helt uforstyrret. En ekstra dimension Da killingerne ankom, var de så små, at de endnu ikke havde fået øjne. Det føjede en ekstra dimension til oplevelsen af at se dem udvikle sig. Og allerede her i fire-fem ugers alderen er de begyndt at udvikle deres egen personlighed. Mest fremmelig er Flemming, mere tilbageholdende Freddy, der til gengæld spinder, så det lyder som en helikopter, når han diger hos sin mor. Kattens Værn står tæt på sidelinjen og forsyner plejefamilien med alt lige fra tæpper og transportkasse til foder og kattelegetøj. Plejefamiliens væsentligste bidrag er: Tid og omsorg. For Amalie Jeberg var det en barndomsdrøm at beskæftige sig med dyr i sit voksne liv. Hun begyndte at uddanne sig til veterinærsygeplejerske, indtil hendes læremester – i en dyrlægepraksis i Faxe – motiverede hende til at søge ind på dyrlægestudiet. Netop i år har hun påbegyndt sin kandidatuddannelse efter et års studiepause. En smule badass – En pause, der blandt andet blev brugt til, sammen syv studiekolleger, at drage til Sydafrika, Ghana og Zanzibar. I Sydafrika var pigerne knyttet til en range, hvor de blandt andet medvirkede til at flytte gnuer fra et reservat til et andet og til at afhorne næsehorn, så de bliver uinteressante som bytte for krybskytter. Det ophold glemmer hun aldrig: »Man føler sig altså lidt badass, når man sidder oppe i en helikopter og øver sig i at skyde pile med bedøvelse ned på en mockup af et dyr monteret på en bil, der kører i fuld fart,« lyder det: »Og at kunne ramme!« – Så er det mere fredeligt at være plejefamilie. »Hvis det viser sig at gå godt at være plejefamilie i lige denne tid, hvor vi er særligt meget på universitetet, så er jeg nok parat til at prøve igen – måske til foråret, når killingesæsonen begynder,« siger Amalie Jeberg. Amalie Jeberg og hendes bofæller skal levere killinger og mor tilbage i starten af december, når de er fyldt 12 uger. »Man ønsker bare, man kunne få lov at følge med i, om de nu også får de gode hjem, de fortjener,« siger Amalie Jeberg. PRØV SELV! Kattens Værn søger som oftest nye plejefamilier. Er I blevet fristet, så kontakt et af vores internater og hør nærmere; se telefonnumrene bagest i bladet. Her er nogle af vilkårene: • I kan selv sørge for transport • I skal kunne holde kattene inde i hele plejeperioden • Eventuelle andre kæledyr i hjemmet skal være vaccinerede Kattens Værn udleverer alt, hvad I har brug for i plejeperioden. KV står på sidelinjen og vejleder jer undervejs.

Taille
Âge
Adulte · 9 ans
Localisation
🇩🇰Kattens Vaern
Refuge
Kattens Vaern
Créer un compte gratuit pour contacter →

Compte gratuit — 10 contacts inclus

Pris en charge par Kattens Vaern · Kattens VaernCroisé

Annoncé il y a 3 semaines

Vous aimerez aussi
Adopter Plejefamilie for første gang — 9yo Croisé (Kattens Vaern) | TailHarbor