Plejefamilie for første gang

Det kilder, når en fire uger gammel killing med små skarpe klør krabber sig op ad ens strømpebeklædte fodsål. Men man sidder stille, måske med krummede tæer, alt imens man venter på, at killingen skal nå helt op på buksebenet. Amalie Jeberg, dyrlægestuderende, har været plejemor i snart fem uger for Filuka og hendes intet mindre end fem killinger: Flemming, Frank, Freddy, Finn og Fiola. Lige gennem de seneste dage er de for alvor blevet aktive: De har indtaget det meste af lejligheden på Vigerslev Allé i Valby og forsøger at begribe den verden, der har åbnet sig for deres øjne. Den møder de med tillid; således lægger Fiola sig trygt tilrette i favnen og stirrer op på én med et nysgerrigt, dybdeborende blik. »Jeg havde jo hørt om dét med at være plejefamilie, men syntes ikke, jeg med et fuldtidsstudie og mange timers fravær kunne påtage mig opgaven. Men jeg blev opfordret til at kontakte direktør i Kattens Værn, Therese Wilbert, som jeg tidligere har delt arbejdsplads med. Og hun var ikke i tvivl,« fortæller Amalie Jeberg, der deler husstand med sin kæreste og en veninde – en medstuderende fra dyrlægestudiet. Fire dage gamle »– Og Therese ringede tilbage midt under en øvelse på Universitet og fortalte om en kattemor med, hvad jeg troede, var to, fire uger gamle killinger. Først da jeg skulle til at skrive under, gik det op for mig, at det drejede sig om fire dage gamle killinger, og at der i øvrigt var fem af dem – og ikke to. Men jeg skrev selvfølgelig under!« Filukas historie kender vi ikke; blot ved vi, at hun blev bragt ind af en af KV’s katteinspektører, at hun var tamkat og drægtig. »Hun fødte mandag, blev steriliseret om torsdagen … og kom med hjem om fredagen sammen med killingerne,« husker Amalie Jeberg. Inden da havde hun og hendes bofæller – hendes kæreste og en veninde – indrettet et værelse specielt til kattene med puder, tæpper, alskens gemmesteder og de obligatoriske kattebakker. Filuka havde været noget beklemt under køreturen hjem, men fandt sig hurtigt til rette i lejligheden. »Hun er lidt forsigtig af natur, men mødte os øjeblikkeligt med tillid og lod os røre killingerne og tage dem op,« fortæller Amalie Jeberg. Mange gæster At være plejefamilie går først og fremmest ud på at vænne killingerne til at blive håndteret af mennesker. »Og vi har haft mange gæster – de kommer faktisk helt sig af sig selv!« lyder det. Dernæst skal de vænnes til den støj og tummel, der nu engang er i et hjem: Lyde udefra, musik – og støvsugeren. Denne sidste mødes med ligegyldighed af dem alle undtagen Freddy, der nysgerrigt følger efter den. Amalie Jeberg holder ind imellem vinduet i dagligstuen ud mod den trafikerede Vigerslev Allé på klem, så kattene kan vænne sig til trafikstøj og larm fra udrykningskøretøjer. Mest bekymret herved synes at være Filuka: Som den eneste nøjes hun med at sidde i døråbningen og følge slagets gang. Ellers går tiden inde i kattenes værelse, hvor Amalie Jeberg gerne sætter sig med sine bøger og sin PC, om end studierne ikke kan foregå helt uforstyrret. En ekstra dimension Da killingerne ankom, var de så små, at de endnu ikke havde fået øjne. Det føjede en ekstra dimension til oplevelsen af at se dem udvikle sig. Og allerede her i fire-fem ugers alderen er de begyndt at udvikle deres egen personlighed. Mest fremmelig er Flemming, mere tilbageholdende Freddy, der til gengæld spinder, så det lyder som en helikopter, når han diger hos sin mor. Kattens Værn står tæt på sidelinjen og forsyner plejefamilien med alt lige fra tæpper og transportkasse til foder og kattelegetøj. Plejefamiliens væsentligste bidrag er: Tid og omsorg. For Amalie Jeberg var det en barndomsdrøm at beskæftige sig med dyr i sit voksne liv. Hun begyndte at uddanne sig til veterinærsygeplejerske, indtil hendes læremester – i en dyrlægepraksis i Faxe – motiverede hende til at søge ind på dyrlægestudiet. Netop i år har hun påbegyndt sin kandidatuddannelse efter et års studiepause. En smule badass – En pause, der blandt andet blev brugt til, sammen syv studiekolleger, at drage til Sydafrika, Ghana og Zanzibar. I Sydafrika var pigerne knyttet til en range, hvor de blandt andet medvirkede til at flytte gnuer fra et reservat til et andet og til at afhorne næsehorn, så de bliver uinteressante som bytte for krybskytter. Det ophold glemmer hun aldrig: »Man føler sig altså lidt badass, når man sidder oppe i en helikopter og øver sig i at skyde pile med bedøvelse ned på en mockup af et dyr monteret på en bil, der kører i fuld fart,« lyder det: »Og at kunne ramme!« – Så er det mere fredeligt at være plejefamilie. »Hvis det viser sig at gå godt at være plejefamilie i lige denne tid, hvor vi er særligt meget på universitetet, så er jeg nok parat til at prøve igen – måske til foråret, når killingesæsonen begynder,« siger Amalie Jeberg. Amalie Jeberg og hendes bofæller skal levere killinger og mor tilbage i starten af december, når de er fyldt 12 uger. »Man ønsker bare, man kunne få lov at følge med i, om de nu også får de gode hjem, de fortjener,« siger Amalie Jeberg. PRØV SELV! Kattens Værn søger som oftest nye plejefamilier. Er I blevet fristet, så kontakt et af vores internater og hør nærmere; se telefonnumrene bagest i bladet. Her er nogle af vilkårene: • I kan selv sørge for transport • I skal kunne holde kattene inde i hele plejeperioden • Eventuelle andre kæledyr i hjemmet skal være vaccinerede Kattens Værn udleverer alt, hvad I har brug for i plejeperioden. KV står på sidelinjen og vejleder jer undervejs.