Adopter Viky (Βίκυ)
Krydsede raser · Kvinde · Lam · Alder ukendt
Vicky 9 måneder gammel, 15 kg. Forestil dig at blive født og end ikke at have lært livet at kende, er den eneste mulighed du har, at blive aflivet. Dette var Vickys begyndelse. Hun var kun to og et halvt år gammel. En hvalp med lammede bagben, diagnosticeret med neosporose. I den provins, hvor hun blev fundet, var der ingen til at tage sig af hende, ej heller penge til de nødvendige operationer. Så tog de hende til aflivning. To og et halvt år. Hun havde ikke haft tid til at løbe. Hun havde ikke haft tid til at lege. Hun havde ikke haft tid til at føle sig som en del af noget. Og alligevel havde nogle mennesker allerede besluttet, at hendes liv ikke var værd at fortsætte. Vicky blev reddet i sidste øjeblik. Hun gennemgik flere operationer og svære procedurer på hendes bagben, så hun kunne blive funktionel. Fra første dag i hendes liv lærte hun at leve med smerte. Hun lærte om dyrlægeklinikker, tests, behandlinger og angst længe før hun lærte hvad leg betød. Og alligevel gav Vicky ikke op. I dag går hun, leger, løber og beder om kærlighed. Hun nyder hver dag, som om hun vidste hvor hårdt hun havde vundet den. Men neosporose vil ledsage hende hele livet. Hun vil have brug for regelmæssige tests, titelmålinger og konstant overvågning. Vi kan ikke vide hvor mange år hun vil leve eller hvordan hendes tilstand vil udvikle sig. Hun vil måske ikke leve lige så længe som et andet dyr. Og en dag, når sygdommen påvirker kvaliteten af hendes liv, vil hendes ejer være nødt til at stå ved hendes side og tage den sværeste beslutning. Men Vicky dør ikke i dag. I dag lever hun, løber, elsker. Og hun fortjener ikke at tilbringe den tid hun har vundet blot ved at vente på hendes afslutning. Vi leder efter en person, der ikke vil se hende som "den syge hund." En person der ikke vil medynke med hende, men vil elske hende. Som vil vide at deres liv sammen måske ikke varer så længe som de gerne vil, men vil beslutte at hver dag af hendes kan være fyldt med sikkerhed, leg, omsorg og ægte kærlighed. En person der vil love hende: "Jeg ved ikke hvor længe du vil være her. Men jeg ved at så længe du er, vil jeg gøre dit liv værd at leve." Vicky beder ikke om meget. Hun beder ikke om at leve og vente på døden. Hun beder, endelig, om at begynde at leve.
Læs original (el)
💪🏽Vicky 💪🏽9 μηνών 💪🏽15 κιλά Φαντάσου να γεννιέσαι και, πριν προλάβεις να γνωρίσεις τη ζωή, η μοναδική επιλογή που σου δίνουν να είναι η ευθανασία. Αυτή ήταν η αρχή της Βίκυς. Ήταν μόλις δυόμισι μηνών. Ένα μωρό με παράλυτα πίσω άκρα, διαγνωσμένο με νεοσπορίωση. Στην επαρχία όπου βρέθηκε δεν υπήρχε ο κατάλληλος άνθρωπος για να τη φροντίσει, ούτε τα χρήματα για τις επεμβάσεις που χρειαζόταν. Έτσι, την πήγαιναν για ευθανασία. Δυόμισι μηνών. Δεν είχε προλάβει να τρέξει. Δεν είχε προλάβει να παίξει. Δεν είχε προλάβει να νιώσει πως είναι να ανήκεις κάπου. Κι όμως, κάποιοι είχαν ήδη αποφασίσει ότι η ζωή της δεν άξιζε να συνεχιστεί. Η Βίκυ σώθηκε την τελευταία στιγμή. Ακολούθησαν αλλεπάλληλα χειρουργεία και δύσκολες επεμβάσεις στα πίσω πόδια, ώστε να μπορέσει να γίνει λειτουργική. Από την πρώτη ημέρα της ζωής της έμαθε να ζει με τον πόνο. Έμαθε τα κτηνιατρεία, τις εξετάσεις, τις θεραπείες και την αγωνία πολύ πριν μάθει τι σημαίνει παιχνίδι. Κι όμως, η Βίκυ δεν παραιτήθηκε. Σήμερα περπατάει, παίζει, τρέχει, ζητάει χάδια. Χαίρεται την κάθε ημέρα σαν να γνωρίζει πόσο δύσκολα την κέρδισε. Η νεοσπορίωση, όμως, θα τη συνοδεύει σε ολόκληρη τη ζωή της. Θα χρειάζεται τακτικές εξετάσεις, μέτρηση τίτλων και συνεχή παρακολούθηση.Δεν μπορούμε να γνωρίζουμε πόσα χρόνια θα ζήσει ούτε πώς θα εξελιχθεί η κατάστασή της. Ίσως να μη ζήσει όσα ένας άλλος σκύλος. Και κάποια ημέρα, όταν η ασθένεια επιβαρύνει την ποιότητα της ζωής της, ο άνθρωπός της θα χρειαστεί να σταθεί δίπλα της και στην πιο δύσκολη απόφαση. Αλλά η Βίκυ δεν πεθαίνει σήμερα. Σήμερα ζει, τρέχει, αγαπά. Και δεν της αξίζει να περάσει τον χρόνο που κέρδισε περιμένοντας απλώς το τέλος της. Αναζητούμε έναν άνθρωπο που δεν θα τη δει ως «το άρρωστο σκυλί». Έναν άνθρωπο που δεν θα τη λυπηθεί, αλλά θα την αγαπήσει. Που θα γνωρίζει ότι ίσως η κοινή τους ζωή να μην κρατήσει όσο θα ήθελε, αλλά θα αποφασίσει ότι κάθε ημέρα της μπορεί να γεμίσει ασφάλεια, παιχνίδι, φροντίδα και αληθινή αγάπη. Έναν άνθρωπο που θα της υποσχεθεί: «Δεν ξέρω για πόσο θα είσαι εδώ. Ξέρω, όμως, ότι για όσο είσαι, θα κάνω τη ζωή σου να αξίζει». Η Βίκη δεν ζητάει πολλά. Ζητάει να μη ζήσει περιμένοντας τον θάνατο. Ζητάει, επιτέλους, να αρχίσει να ζει.
Listet sidste uge






