Adopter Devil
Kryssbrett · Ukjent · Kattunge · Alder ukjent
Devil 01.04.2025 Nar. 5/2024 Devča kom til oss sammen med moren og søsknene sine fra et kommunalt dyrehjem. De havnet der etter at noen forlot dem i venterommet hos veterinæren, i den tro at de der ville få bedre omsorg. Dessverre døde alle kattungene unntatt Devil etter hvert. Moren ble svært syk, muligens på grunn av stresset av å bli forlatt av noen hun hadde stolt på, og av å være i dyrehjemmet. Hun sluttet å ta seg av kattungene, og de utviklet sykdommen i løpet av noen timer. Vi startet behandlingen umiddelbart. Kattungene reagerte imidlertid ikke på den i det hele tatt. I flere dager lå de apatiske og kunne ikke svelge. Vi kjempet for dem så godt vi kunne, men for to av dem måtte vi ta den vanskeligste avgjørelsen og la dem gå. De var bare fire uker gamle. Devilek kjempet videre. På den tiden veide han knapt 200 gram, og situasjonen så ikke bra ut. Tvert imot. Da vi begynte å tro at behandlingen virket, ga Devil opp. Han lå helt apatisk og gispet etter pust med sine siste krefter. Vi tok da farvel, alle sammen. Vi var overbevist om at han bare hadde timer igjen. Og så skjedde noe vi fortsatt ikke kan forklare. Mens Devil kjempet mellom liv og død, og vi allerede sørget over ham, må han på en eller annen måte ha inngått en avtale med djevelen selv. For innen et halvt døgn hadde det døende kattungen, som bare lå der hjelpeløst og gispet etter luft, blitt en helt annen Devil. Plutselig reiste han seg. Han begynte å leke. Han begynte å løpe. Ingen av oss forsto hva som hadde skjedd. Og det gjør vi fortsatt ikke. Det var da han fikk navnet sitt – Devil. Fra da av fortsatte han bare fremover. Devčas sykdom kom tilbake etter flere måneder, og da kjempet han for livet igjen. Og han klarte det. Den lange behandlingen og særlig de lange månedene med atskillelse tok likevel sitt av ham. Devil er ikke asosial, ikke ondskapsfull og ikke sjenert. Han er bare litt annerledes. Mens de andre kattungene lekte, boltret seg, lærte å samhandle med mennesker og oppdaget verden, kjempet han for livet sitt. Han var lenge alene, og han lærte aldri mange ting som er helt naturlige for andre katter. Han kan ikke virkelig nyte en kosestund. Når du klapper ham, buer han ryggen, som om han ikke vet hva han skal gjøre med den. Å bli klappet er ikke en naturlig form for kommunikasjon for ham. Men han kan vise kjærlighet. Bare på en djevelsk måte. Devílek er rolig etter alderen, men kan også være leken og prate mye. Han er mer tiltrukket av katter enn av mennesker. Han liker mennesker og holder seg nær dem, men han lar seg ikke klappe lenge, og han vil ikke spinne av glede. Han vokste opp uten mor og i isolasjon, så slik er han bare. Måten han viser kjærlighet på er helt annerledes. Han følger deg og vokter deg på do, slik at ingen villdyr angriper deg i et så intimt øyeblikk. Og han vil nappe i fingrene dine, noe som sannsynligvis er det største tillitstegnet du kan få fra ham. Devil passer til en like gammel venn, i et rolig miljø, uten små barn og uten tilgang til utendørs. Han er avmasket, vaksinert, testet og kastrert.
Les original (cs)
Devil 01.04.2025 Nar. 5/2024 Devča byl převzat spolu s mamčou a sourozenci z městského útulku. Tam se dostali, když je někdo odložil v čekárně na veterině s tím, že se o ně prý postarají lépe. No, všechna koťátka kromě Devila nakonec zemřela. Jejich maminka totiž (možná ze stresu z odložení člověkem, kterému věřila, a z pobytu v útulku) velmi vážně onemocněla, o koťata se přestala starat a u těch se během pár hodin rozvinula nemoc také. Okamžitě jsme zahájili léčbu. Jenže koťátka na ni vůbec nechtěla reagovat. Několik dní nám tu ležela apatická, nebyla schopná ani polykat. Bojovali jsme o ně, jak jen to šlo, ale u dvou jsme nakonec museli udělat to nejtěžší rozhodnutí a nechat je odejít. Byly jim pouhé čtyři týdny. Devilek bojoval dál. Vážil tehdy sotva 200 gramů a ani u něj situace nevypadala dobře. Naopak. Když už jsme si začali myslet, že léčba začíná zabírat, Devil to vzdal. Ležel, byl úplně apatický a z posledních sil lapal po dechu. Všichni jsme se s ním tehdy rozloučili. Byli jsme přesvědčení, že už mu zbývají jen hodiny. A pak se stalo něco, co si dodnes vlastně neumíme vysvětlit. Zatímco se Devil zmítal někde mezi životem a smrtí a my už ho oplakávali, on někde mezi tím vším musel stihnout podepsat smlouvu se samotným ďáblem. Protože během půl dne se z umírajícího kotěte, které už jen bezvládně leželo a lapalo po dechu, stal úplně jiný Devil. Najednou vstal. Začal chodit. Začal si hrát. A začal běhat. Nikdo z nás nechápal, co se právě stalo. A vlastně to nechápeme dodnes. A právě tehdy dostal své jméno – Devil. Od té chvíle už jen vyšlapoval. Devčovi se po několika měsících, kdy byl zdráv, nemoc vrátila, a tak si život vybojovával podruhé. A zvládl i to.Dlouhá léčba a především dlouhé měsíce separace se na něm ale podepsaly. Devil není asociál, není zlý a není plachý. Jen je prostě trošku jiný. V době, kdy si ostatní koťata hrála, dováděla, učila se kontaktu s člověkem a poznávala svět, on bojoval o život. Dlouho byl sám a spoustu věcí, které jsou pro ostatní kočky úplně přirozené, se jednoduše nikdy nenaučil. Pohlazení si neumí pořádně užít. Když ho hladíte, prohýbá se, jako by vlastně nevěděl, co si s tím má počít. Mazlení pro něj není přirozeným způsobem komunikace. Ale lásku projevovat umí. Jen po devilovsku. Devílek je vzhledem k věku klidný, ale řádit umí taky a je upovídaný. Více tíhne ke kočkám než k lidem. Lidi má rád a drží se blízko, ale nenechá se dlouze drbat, nebude vrnět blahem. Vyrůstal bez mámy a v separaci, tak to zkrátka neumí. Jeho projevem lásky je něco úplně jiného. Doprovod a stráž na záchodě, aby vás v tak intimní chvíli náhodou nepřepadla žádná šelma. A okusování prstů, což je asi ten největší projev důvěry, který od něj můžete dostat. Devil se hodí k podobně starému parťákovi, do klidného prostředí, bez malých dětí a bez přístupu ven. Je odčervený, očkovaný, testovaný i kastrovaný. ShareTweet
Listet forrige måned
