Adopter Koko s’en est allé…
Krydsede raser · Ukendt · Ældre · 14 år
Det er med stor sorg, jeg skriver disse ord, ikke engang helt bevidst om, at du aldrig kommer tilbage... Min Koko, jeg husker stadig den dag, du ankom til forsinkelsen, om den kvinde, der bød dig med imponerende forklaringer. Det var faktisk ikke en nem hund, men du måtte forstås og accepteres for din stærke karakter. Over tid tillittede du os, men det var ikke altid nemt at omsorgen for dig. Når dyrlægen kom ind i forsinkelsen, genkendte du straks hans stemme og begyndte at bide og brumle... Men hos os var du den mest venlige af hunde. Hvordan kan jeg glemme din hoved hvile på min nakke, om aftenen, før soveøjne og din shampoo lugt... Mine læbestiftsmærker på din pande fortalte altid, at jeg var kommet for at se dig. Selvfølgelig havde vi sikkerhedsregler, ikke alle kunne komme til dig samtidig. Folk burde virkelig lære at håndtere en hund, inden de overtager én... Vi tog dig velkommen, forstod dig, accepterede dig og elskede dig dybt og ærligt. Vi var din familie og vi var det til sidst. I november begyndte du at føle dig meget syg, og en økoforløb viste en CMD, behandlingen gav dig energi. At holde træk med din takt var ikke altid nemt, men vi klarede det. De infrarøde sessioner lindrede din artritis. Og alt vendte tilbage til normalen takket være din magiske pillen. Du rev din minnebobylt op for at vise, at du blev bedre, derefter en anden bobylt... I januar, til vores største glæde, fejrede du din 14. fødselsdag. Men pludselig søndag havde du et slag. Du blev straks taget til akutafdelingen, og vi alle troede, at en ny mirakel ville ske. Vi kunne bringe dig tilbage til forsinkelsen. Du spiste godt, du blev træt af kylling, det gjaldt ikke, du elskede dine steaks til vores store glæde. En uge kæmpede vi sammen med dig, så du kunne gå igen. Hvordan kan jeg glemme din halesvai, da jeg kom onsdag morgen. Du skulle løftes, hjælpes og vi gjorde det gladeligt for dig, min Koko. Hvordan kan jeg glemme at føle dit hjerte, se, hvor glad du var over at spise belønninger, de infrarøde sessioner hjalp dig. Lørdag morgen nægtede du alt, medicin, mad og belønninger. Du blev taget til dyrlægen og en række tester, endnu mere negative end de tidligere, kom. Det var så svært at høre de resultater. Du forlod os med vores tårer og kysser, min Aiko. Livet på forsinkelsen uden dig vil aldrig være det samme, min Aiko, min Koko, Coconuts... Vi elsker dig og vil aldrig glemme dig.
Læs original (fr)
c’est avec une immense tristesse que j’écris ces mots, sans même réaliser pleinement qu’il ne sera plus jamais là… Mon Koko, je me souviens encore du jour de ton arrivée au refuge, de la femme qui t’avait amené en donnant des explications hallucinantes. Certes, tu n’étais pas un chien facile, mais il fallait te comprendre et accepter ton fort caractère. Au fil du temps, tu nous as fait confiance, mais il n’était pas toujours évident de te soigner. Lorsque le vétérinaire franchissait la porte du Refuge, tu reconnaissais immédiatement sa voix et te mettait à aboyer et grogner… Mais avec nous, tu étais le plus doux des chiens. Comment oublier ta tête posée dans mon cou, le soir au moment du coucher et ton odeur de shampooing…mes traces de rouge à lèvres sur ton front indiquaient toujours que j’étais passer te voir. Bien sûr il y avait des règles de sécurité, tout le monde ne pouvait pas t’approcher en même temps. Les humains devraient réellement apprendre à gérer un chien avant d’en acquérir un… Nous t’avons accueilli, compris, accepté et profondément et sincèrement aimé. Nous étions ta famille et l’avons été jusqu’au bout. En novembre, tu as commencé à être très mal et une écho a révélé une cmd, le traitement t’a boosté . Prendre ton rythme n’était pas toujours de tout repos, mais nous gérions. Les séances d’infrarouges ont soulagé ton arthrose. Et tout était rentré dans l’ordre grâce à ton pillulier magique. Tu as déchiqueté ton matelas à mémoire de forme pour nous prouver que tu allais mieux, puis un second matelas… En janvier, pour notre plus grand bonheur, tu as fêté tes 14 ans. Mais subitement dimanche dernier tu as fait un AVC. Tu as été immédiatement conduit aux urgences, et nous avons tous cru qu’un nouveau miracle allait se produire. Nous avons pu te ramener au refuge. Tu mangeais bien, tu t’es lassé du poulet, peu importe, tu as adoré tes steaks pour notre plus grand bonheur. Depuis une semaine nous luttions avec toi, pour que tu remarches. Quel bonheur de te voir remuer la queue à mon arrivée mercredi matin. Il fallait te soulever, t’aider et nous le faisions avec plaisir pour toi mon Koko. Quel bonheur de te sentir battant, de voir comment tu étais heureux de manger des friandises, les séances d’infrarouges t’aidaient. Vendredi tu n’as pas voulu grand chose, une tranche de jambon et une boîte d’id. Samedi matin tu as tout refusé, médicaments, nourriture et friandises. Tu as été conduit chez le vétérinaire et une batterie d’examens tous plus négatifs les uns que les autres sont arrivés. Comme il était dur d’entendre ces résultats. Tu es parti sous nos larmes et nos baisers mon Aïko. La vie au refuge sans toi ne sera plus jamais la même mon Aïko, mon Koko, Coconuts… Nous t’aimons et ne t’oublierons jamais.
Listet for 4 måneder siden






