Adopter Obris
Krydsede raser · Mand · Ældre · 11 år
Jeg, Obris, der vejer 4,3 kg, blev taget til lægen, og nu er jeg meget bange… IKKE! Vær ikke bange! De tog mig med på klinikken for at tjekke min knude. Da de undersøgte knuden, havde jeg ingen smerte. Min knude er god. De begyndte at massere min pote, og det føltes bedre. Jeg kom hjem med medicin til nervesystemet. De mennesker! I er smukke, venlige, de bærer jer i armene, men nogle gange – hvad passer ikke? – må I forlade shelteret. Sjældent. Men hvad passer så ikke? Spørg lige, har nogen af jer nogensinde ikke passet ind? Selvfølgelig gør I det. Og intet! Vågn op, stå op, og fortsæt med at leve; de fleste når ikke engang frem til terapeuten. Og hunden taler, siger, hvad der ikke passer ham, og bliver straks taget med på klinikken og kommer tilbage med medicin til nervesystemet. Dobbeltmoral, intet andet. Nu taler alle om, hvordan man skal trække grænser, hvordan man ikke skal holde fast i sig selv, hvordan man skal udtrykke sine følelser og vise sine behov. Ah! Kun i reels er det sådan. I virkeligheden, træk den grænse. En verden for nogle følsomme mennesker, der altid vil please andre. P.S. Den, der trådte frem offentligt, undskyldte over for lægen, fordi han var meget flink over for hende, og hun nød, at jeg klagede til ham. Hun nød det, og hun undskyldte endda selv. Det betyder ingenting for mig; jeg vil kæmpe for mine rettigheder til medicin, hvorefter det bliver endnu mere meningsløst. P.P.S. Lige nu leder jeg efter et hjem. Ikke en solskinsfosterforælder, men en normal én, der forstår, at en hund nogle gange også må forlade shelteret. Jeg understreger – nogle gange! Foreløbig er jeg smuk og venlig.
Læs original (lt)
Aš, Obris, būdamas 4,3 kg svorio, įkandau daktariukui ir dabar labai gailiuosi… NOT! Nereikia lįsti! Mane į kliniką vežė, kad patikrintų stuburą. Kol stuburą tikrino nekandau. Geras tas mano stuburas. O pradėjo masažuot kaklą ir segiau. Grįžtu namo su vaistais nuo nervų. Tie žmonės! Esi malonus, draugiškas, tave ant rankų nešioja, tu leidi, bet nu būna - kam nepasitaiko? - kad išeini iš kantrybės. Kartais. Visai retai. Nu, kam nebūna? Pasakykit, ar kuriam iš jūsų nebūna? Aišku, būna. Ir nieko! Išsirėkiat, išsipykstat ir gyvenat toliau, dauguma net iki terapeuto nenueina. O šuo pasako, kas jam nepatinka ir iškart vežamas į kliniką ir grįžta su maišeliu vaistų nuo nervų. Dvigubi standartai, ne kitaip. O dabar visi visur tik ir kalba, kaip reikia brėžti ribas, kaip negalima laikyt savy, reikia išreikšti emocijas, išsakyti savo poreikius. Aha! Tik reels’uose taip. O realybėj nubrėžk tą . Kažkoks jautrių people pleaser’ių pasaulis. P. S. Steigėja prisakė viešai atsiprašyti daktariuko, nes jis jai labai fainas ir jai gėda, kad aš jam įkandau. Jai gėda, tegul pati ir atsiprašineja. Man giliai vienodai, aš varau savo vaistų gert, po kurių bus dar giliau vienodai. P. P. S. Šiaip aš ieškau namų. Ir ne kokio skystablauzdžio šeimininko, o normalaus, kuris supranta, kad šuo kartais irgi gali išeiti iš kantrybės. Pabrėžiu - kartais! Nes šiaip esu malonus ir draugiškas. ____________________________________
Listet for 4 måneder siden
