Spring til indhold
TailHarbor
← Tilbage til resultater
Tilgængelig

Adopter Quando il dolore per la perdita del proprio animale domestico è insostenibile

Krydsede raser · Ukendt · Lam · 12 måneder

En ny studie viser, at forlænget sorgsygdom kan opstå selv fra tab af en hund eller kat. Lad os fjerne den sociale upassende adfærd, der er rettet mod dem, der udtaler deres store sorg. Forlænget Sorgsygdom (PGD) er en psykiatrisk sygdom, der er beskrevet og inkluderet i både Verdenssundhedsorganisationens Internationale Klassifikation af Sygdomme og American Psychiatric Association's Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders. Den består af varige og udslætende reaktioner, der vedvarer mere end 12 måneder, hvilket påvirker søvn, humør og social liv, fordi de omfatter alvorlig følelsesmæssig smerte og negative følelser som kvalme, skyld, jalousi, vrede og uvirkelighed: det er en sygdom, der påvirker en tredjedel af dem, der har oplevet tabet af et nært vorten, mennesker, der bliver mere sårbare over for sygdomme, da deres immunforsvar nedgraderes. PGD kræver en specifik multidisciplinær behandling, så det er vigtigt, at der er en præcis diagnose, der giver ret til at få passende omsorg fra sundhedssystemet (psykoterapi, medicin), men også ret til at tage fridag fra arbejdet eller at få kompensation fra deres forsikring. I dag er diagnosen dog kun mulig, hvis døden, der forårsager så stor smerte, er en persons (partner, barn, forælder etc.), men ikke hvis det er en husdyr, med hvem vi har deltaget i en meget intens forbindelse. En studie fra Philip Hyland fra Psykologisk Afdeling ved Irlands Universitet Maynooth, publiceret den 14. januar i det amerikanske tidsskrift PLOS One, har vist, at dette er anderledes: "folk kan opleve klinisk betydningsfulde niveauer af PGD efter døden af et husdyr, og PGD symptomer viser sig på samme måde, uanset arten af den døde. En tredjedel (32,6 %) af de deltagere, der deltog i studiet, havde oplevet døden af et elsket husdyr, og næsten alle havde også oplevet døden af en person: godt 21 % af disse personer valgte døden af deres husdyr som mere belastende end tabet af en familiemedlem." Folk, der har oplevet smerten ved tab af en hund eller kat eller ethvert andet husdyr, finder det svært at se det som noget, for en mere sårbare eller følelsesmæssigt følsom person eller nogen med genetisk disposition kan lide forlænget sorgsygdom: men desværre er det ikke tilfældet for mange af befolkningen, så for mange ser "smerten relateret til døden af et husdyr som mindre berettiget end smerten relateret til døden af en person, og mange, der lider under tabet af deres husdyr, føler sig skamfyldte, forståelsesløse og derfor isolerede." Endnu værre er "der stadig findes nogle områder inden for videnskaben", siger den irske forsker, "hvor menneskeslagen behandles som unik og adskilt fra alle andre arter (...). Darwin's opdagelser har vist, at der intet videnskabeligt grundlag var for at se mennesker som ekstraordinære inden for dyrekongen. Homo sapiens sapiens er selvfølgelig en usædvanlig afrikansk abe, men det er en afrikansk abe (...) og evolutionær biologiske opdagelser har kun vist, hvor ubetydelige vi mennesker er"(...) som dele cirka 50% af vores DNA med broccoli og 90% med mus. Den irske forskning har derfor en merit, der går videre end at beviser den store smerte, der ofte føles ved tabet af et husdyr: faktisk åbner den en ny perspektiv, som faktisk afskaffer den nuværende beslutning om at undlade tab af husdyr fra diagnostiske kriterier for sorg, der kan føre til PGD, en beslutning, der nu er videnskabeligt forkert og derfor har muligheden for at blive rettet. Hvis WHO reviserer sin klassifikation af forlænget sorgsygdom, vil ikke kun alle mennesker, der lider af PGD, være i stand til at blive behandlet, uanset arten af den væsen, de ikke kan acceptere tabet af, men også den bredt udbredte sociale upassende adfærd, der er rettet mod dem, der oplever stor smerte over en ikke-menneskelig kompanjon, der ikke længere er der, kan forsvinde endelig.

Læs original (it)

Una ricerca recente prova che il disturbo da lutto prolungato può insorgere anche per la perdita del proprio cane o gatto. Al bando l'insensibilità sociale oggi riservata a chi dichiara il proprio immenso dolore. Il disturbo da lutto prolungato (PGD-Prolonged Grief Disorder) è un disturbo psichiatrico descritto e incluso sia nella Classificazione Internazionale delle Malattie dell’OMS (Organizzazione Mondiale della Sanità), sia nel Manuale Diagnostico e Statistico dei Disturbi Mentali dell'American Psychiatric Association. Consiste in una serie di reazioni persistenti e debilitanti che durano più di 12 mesi e che influenzano il sonno, l’umore e la vita sociale poichè comprendono grave dolore emotivo e sentimenti negativi come l’angoscia, la colpa, l’invidia, la rabbia e l’incredulità: è un disturbo di cui soffre un terzo di coloro che hanno subito la perdita di una persona cara, soggetti che diventano anche più fragili dinanzi alle malattie dato che le loro difese immunitarie si abbassano. Il PGD richiede un trattamento multidisciplinare specifico ed è quindi importante che ci sia una diagnosi accertata, che fa nascere il diritto di ricevere cure adeguate dal sistema sanitario (psicoterapia, farmaci), ma anche il diritto ad assentarsi dal lavoro o quello di ricevere i rimborsi dalla propria assicurazione. Ad oggi, la diagnosi è però possibile solo se la morte che provoca tanto dolore è quella di una persona (compagno di vita, figlio, genitore, ecc.) ma non se a lasciarci è l’animale domestico col quale abbiamo condiviso un legame spesso intensissimo. Una ricerca di Philip Hyland del Dipartimento di Psicologia dell’Università irlandese di Maynooth, pubblicato il 14 gennaio scorso sulla rivista statunitense PLOS one, ha dimostrato che le cose stanno diversamente: “le persone possono sperimentare livelli clinicamente significativi di PGD dopo la morte anche di un animale domestico, e i sintomi della PGD si manifestano allo stesso modo, indipendentemente dalla specie a cui appartiene il defunto. Un terzo (32,6%) dei soggetti che hanno partecipato allo studio aveva sperimentato la morte di un animale domestico amato, e quasi tutti avevano anche sperimentato la morte di un essere umano: bene, il 21,0% di queste persone ha scelto la morte del proprio animale domestico come più angosciante rispetto alla perdita di un proprio congiunto”. Chi ha sperimentato il dolore per la perdita di un cane o di un gatto o di un qualunque altro animale domestico non fatica a considerare scontato che una persona più fragile o sensibile o geneticamente predisposta possa incorrere nel disturbo da lutto prolungato: ma, purtroppo, non è così per molta parte della popolazione, tanto che troppi vedono “il dolore legato alla morte di un animale domestico come meno legittimo del dolore legato alla morte di una persona e molti di coloro che soffrono per la perdita del loro animale domestico si sentono in imbarazzo, non compresi e, di conseguenza, isolati”. E addirittura, “ci sono ancora alcune aree della scienza – dice il ricercatore irlandese – in cui la specie umana è trattata come unica e distinta da tutte le altre specie (…). Le scoperte di Darwin hanno dimostrato che non c’era alcuna base scientifica per considerare gli esseri umani come eccezionali all’interno del regno animale. L'Homo sapiens sapiens è senza dubbio un'insolita scimmia africana, ma è una scimmia africana (…) e le scoperte della biologia evolutiva hanno solo dimostrato quanto siamo insignificanti noi esseri umani” (…) che condividiamo circa il 50% del nostro DNA con il cavolo” e il 90% con i topi. La ricerca irlandese ha, dunque, un merito che va oltre la dimostrazione del grande dolore che spesso si prova per la perdita di un animale domestico: infatti, apre una nuova prospettiva, che, di fatto, azzera la decisione fin qui imperante di escludere la perdita di animali domestici dai criteri diagnostici del lutto che può dare origine al PGD, una decisione che ora diventa scientificamente sbagliata e che ha, quindi, la possibilità di essere corretta. Se l’OMS rivedrà la propria classificazione del disturbo da lutto prolungato, non solo tutte le persone che soffrono di PGD potranno essere curate a prescindere dalla specie a cui appartiene l’essere di cui non accettano la scomparsa, ma potrà cadere per sempre anche la diffusissima insensibilità sociale oggi riservata a chi prova un dolore immenso per un compagno di viaggio non umano che non c’è più.

Størrelse
Stor
Alder
Lam · 12 måneder
Placering
🇮🇹Italien
Asiel
Associazione Onlus Apaca
Omsorgsfuldt af Associazione Onlus Apaca · ItalienKrydsede raser

Listet for 4 måneder siden

Du måske også vil elske

Flere lignende dyr

Myakish (Мякиш), male 7yo Mixed Breed for adoption at Egida Animal Shelter (Belarus), Minsk

Myakish (Мякиш)

Krydsede raser

7 årMand
Shmyak (Шмяк), male 7yo Mixed Breed for adoption at Egida Animal Shelter (Belarus), Minsk

Shmyak (Шмяк)

Krydsede raser

7 årMand
Marta (Марта), female 7yo Mixed Breed for adoption at Egida Animal Shelter (Belarus), Minsk

Marta (Марта)

Krydsede raser

7 årKvinde

Flere fra Associazione Onlus Apaca

Quando la coppia scoppia, la prima vittima è il cane,  Mixed Breed for adoption at Associazione Onlus Apaca

Quando la coppia scoppia, la prima vittima è il cane

Krydsede raser · middel

Ukendt
A Natale, meticcio o di razza? In ogni caso, mai on-line,  puppy Mixed Breed for adoption at Associazione Onlus Apaca

A Natale, meticcio o di razza? In ogni caso, mai on-line

Krydsede raser

3 månederUkendt
Cane del rifugio ferito a causa dei botti,  senior Mixed Breed for adoption at Associazione Onlus Apaca

Cane del rifugio ferito a causa dei botti

Krydsede raser

12 årUkendt