Adopter Quando l’
Krydsede raser · Ukendt
En hund kan ikke selv afgøre hvornår den skal stoppe med at drikke vand fra en flod eller hav. Når temperaturen stiger, svømmer de lange ture i havet, søen eller floder og vandløb, hvor de bliver opfordret til at svømme og hente pinde og bolde. Problemet er, at hunden ikke kan forstå hvornår den skal stoppe med at drikke (det normale krav er 40-80 milliliter vand pr. kilogram kropsvægt pr. dag). Hvis den drikker for meget mens den svømmer eller "bider" bølger eller griber et objekt for at hente, så kan problemerne blive meget alvorlige. Hvis en hund indtager for meget saltvand, kan den udvikle en elektrolytforstyrrelse, der er karakteriseret ved for meget natrium i blodet: hypernatræmi (eller hypernatræmi), hvis første symptomer er kvalme og opkastning, men som hurtigt kan udvikle sig til åndedrætsbesvær, kollaps, bevidstløshed, anfald, hjerneblødninger, iskæmi, koma og død. Det første man skal gøre er at forsøge at få hunden til at drikke ferskvand for at sænke natriumkoncentrationen, men dyrlægehjælp bør søges hurtigst muligt. Hyponatremi (eller hyponatremi) opstår, når en hunds blodnatriumniveauer falder under 140 mEq/l: det kan være forårsaget af et overdrevent indtag af ferskvand, der faktisk forårsager en overdreven sænkning af koncentrationen af natrium i dyrets blod. Symptomer er også ekstrem svaghed, apati, tab af appetit, kvalme og opkastning og senere anfald og koma. Gendannelse af normale natriumniveauer i blodet er den eksklusive opgave for en dyrlæge, da det er en delikat operation, der skal udføres gradvist og kompetent. I virkeligheden kan der være mange årsager til hyponatremi (herunder specifikke sygdomme, signifikant diarré, hedeslag osv.), men hvis indtagelse af vand forårsager dem, er hunde med størst risiko små racer (som netop på grund af deres størrelse gennemgår hurtigere ændringer i natriumkoncentration), men det er klart, at hver hund er udsat for faren, som let kan undgås ved at begrænse hundens ophold i vand, sødt eller salt. Et specifikt ark i "hunden i samfundet" -sektionen af Apaca Guides (også i lydformat) samler mange andre nyttige oplysninger om ting at gøre og vide, når en hund er på steder med vand.
Læs original (it)
Il problema è che il cane non sa quando è ora di smettere di ingurgitare l'acqua del fiume o del mare. Quando la temperatura sale arrivano puntualmente anche i bagni in mare o al lago o nei fiumi e torrenti, con cani stimolati a nuotare e a riportare legnetti e palline. Il problema è che il cane non è in grado di capire quando è ora di smettere di ingurgitare acqua (il fabbisogno normale è di 40-80 millilitri di acqua per chilo di peso corporeo al giorno) e se accade che sia troppa quella che beve mentre nuota o “morde” le onde o afferra l'oggetto da riportare allora i problemi possono diventare davvero molto seri. Se il cane ingurgita troppa acqua salata può incorrere in un disturbo elettrolitico caratterizzato in una eccessiva concentrazione di sodio nel sangue: è l'ipersodiemia (o ipernatriemia), i cui primi sintomi sono nausea e vomito, ma che può rapidamente evolvere in difficoltà respiratorie, collasso, perdita di coscienza, convulsioni, emorragie cerebrali, ischemie, coma e morte. La prima cosa da fare è cercare di far bere dell'acqua dolce al cane per abbassare la concentrazione di sodio, ma il ricorso alle cure veterinarie è la scelta da fare quanto prima. Si parla invece di iponatriemia (o iposodiemia) quando i valori ematici di sodio scendono nel cane al di sotto dei 140 mEq/l: a provocarla può essere un esagerato apporto di acqua dolce che provoca, appunto, un abbassamento eccessivo della concentrazione di sodio nel sangue dell'animale. I sintomi sono, anche in questo caso, debolezza estrema, apatia, inappetenza, nausea e vomito e, successivamente, convulsioni e coma. Cercare di ripristinare i valori normali di sodio nel sangue è compito esclusivo del veterinario, perchè è un'operazione delicata che va condotta con gradualità e competenza. In realtà, le cause dell'ipernatriemia, così come dell'iponatriemia possono essere molte (tra cui patologie specifiche, diarree importanti, colpi di calore ecc.), ma se a provocarle è l'ingestione d'acqua allora i cani più a rischio sono quelli di piccola taglia (che proprio in ragione della dimensione subiscono più rapidamente le alterazioni nella concentrazione di sodio), ma è evidente che ogni cane è esposto al pericolo, che peraltro può essere facilmente evitato limitando la permanenza del cane in acqua, dolce o salata che sia. Una scheda specifica nella sezione “il cane nella società” delle Guide di Apaca (anche in formato audio) raccoglie molte altre utili informazioni sulle cose da fare e da sapere quando il cane si trova nei luoghi d'acqua.
Listet i går






