Adopter Un setter fugge dalla clinica
Krydsede raser · Ukendt · Ældre · 9 år
Vi er meget glade for at være vært for denne artikel skrevet af advokat Elisabetta Fortuna fra Vicenza-advokatsamfundet, som valgte vores site til at udgive sin kommentar til en nylig dom fra Vicenza-domstolen, der anerkendte eksistensskader ved tab af en hund for klienter repræsenteret af advokat Fortuna. En flot og velbegrundet dom, i overensstemmelse med den mest opdaterede og fornuftige italienske retspraksis. Fiamma, en Gordon setter, der blev forladt af tidligere ejere efter at have lidt af trældom og mishandling, blev fundet døende af personale på Vicenza-dogshjuldet og blev efter et par år adopteret af et ungpar. Arbejdet med at bygge et tillidssforhold mellem dyret og dens "adoptivforældre" var langsomt på grund af Fiammas uvurderbare minde om tidligere trældomme, men til sidst dannedes et varigt følelsesmæssigt forhold mellem de tre. I 2013 blev dyret hospitaliseret i en veterinærklinik for en operation til genoprettelse af revne ligament. Under genopretningsperioden i klinikken undlavede Fiamma en åben udgangsdør, der ikke blev overvåget af personale, mens hun frit kunne bevæge sig inden for klinikken under rengøring. Alarmen om flygtningen blev først udløst efter flere timer, og umiddelbare og forholdsvis lange søgninger gav ingen resultater. Flere måneder efter forsvindet og med hensyn til Fiammas svage helbred ved tidspunktet for forsvindelsen (dyret havde netop været igennem en udmattende operatio med en stor såret) blev ejerne overbeviste om, at Fiamma var død. En sag blev derefter indleveret til Vicenza-domstolen for at få klinikken erklaret ansvarlig for grove fejl fra personale, der havde ansvar for hunden, og for at få den veterinære facilitet til at kompensere for den ikke-finansielle skade, der skyldtes hundens tab. Den myndighed, der blev anset som dømmende, definerede sig selv ved at hævde, at det er umuligt at kompensere for ikke-finansielle (morale) skader på grund af dyrets tab, baseret på en kendt retspraksis, der modsætter sig sådan en kompensation, også støttet af beslutning fra de Forenede Afdelinger fra 2008, der kategorisk nægtede moralsk skadekompenstation i tilfælde af døden af en medhund. Dog fulgte Vicenza-domstolen med dom nr. 24/2017, offentliggjort den 3. januar 2017, en anden retspraksis, der var gunstig for kompensering af ikke-finansielle skader ved tab af en husdyr, selv uden for tilfælde, hvor skaderne skyldtes en forbrydelse. Den Vicenzadommer, lederet af den øgende antal beslutning fra retspraksis, der omdefinerer Domstolens afgørelse, hvilket hæver beskyttelsen af husdyr til status som et "uforberettet rettighed" under artikel 2 i forfatningen, samt af nyere lovgivningsindsatser, der beskytter forholdet mellem mennesker og dyr, udtalte: "Forholdet til husdyr kan ikke sammenlignes med forholdet til et objekt, da det er et forhold til levende væsner, primært kilde til fællesskab, og i de fleste tilfælde betragtet som 'familieled" af ejeren. Derfor kan man ikke dele den nuværende og ændrede sociale kontekst, den holdning, at den følelsesmæssige relation mellem menneske og dyr er uden konstitutionel dækning, da der ikke kan være tvivl om, at i mange situationer (herunder sikkert speciet) sådant forhold involverer én af dem, der realiserer personen, som forfatningen beskytter i artikel 2. På den anden side, som fremhævet af nogle beslutninger fra retspraksis, har lovgivningen fuldt ud realiseret forholdet, der dannes mellem ejeren og hans dyr, som udtrykt i lov nr. 281 af 14 august 1991, kendt som ramme-loven for husdyr og forebyggelse af forsvinding [...] Vedtaget disse aspekter, mener domstolen, at det er passende at følge den omtalte retspraksis, der er gunstig for kompensering af ikke-finansielle skader ved tab af en husdyr, selv uden for tilfælde, hvor skaderne skyldtes en forbrydelse." Advokat Elisabetta Fortuna – Thiene (VI)
Læs original (it)
Ospitiamo davvero molto volentieri questo articolo firmato dall'avv. Elisabetta Fortuna del Foro di Vicenza, che ha scelto il nostro sito per pubblicare il commento ad una recente sentenza del Tribunale vicentino che ha riconosciuto il danno esistenziale per la perdita del cane ai clienti assistiti dall'avvocato Fortuna. Una sentenza bella e ben motivata, in linea con la più recente e illuminata giurisprudenza italiana. Fiamma, una setter gordon abbandonata dai precedenti proprietari dopo aver subito da questi sevizie e maltrattamenti, veniva raccolta moribonda dagli addetti al canile di Vicenza e dopo un paio di anni era adottata da una giovane coppia di fidanzati. Il lavoro di costruzione di un rapporto di fiducia tra l’animale e i “genitori adottivi” è stato lento, stante il ricordo indelebile per Fiamma delle percosse ricevute in passato, ma alla fine tra i tre si è creato un rapporto di affetto indissolubile. Nel 2013 l’animale veniva ricoverato in una clinica veterinaria per essere sottoposto ad un intervento di ricostruzione dei legamenti rotti. Durante la degenza post operatoria presso la clinica, Fiamma, lasciata libera di circolare all’interno dei locali dell’ambulatorio durante la pulizia della sua cuccia, fuggiva da una porta di uscita lasciata aperta dal personale preposto. L’allarme della fuga veniva dato solo dopo qualche ora e le immediate e prolungate ricerche non portavano a nessun risultato. A distanza di diversi mesi dalla scomparsa, e considerate le precarie condizioni di salute di Fiamma al momento della fuga (l’animale era reduce da un’operazione debilitante dalla quale riportava una grossa ferita), i proprietari dell’animale si sono persuasi che Fiamma fosse morta. E’ iniziata, quindi, una causa avanti al Tribunale di Vicenza per veder dichiarata la responsabilità della clinica che aveva in cura Fiamma, per omessa vigilanza e negligenza del personale di turno preposto alla custodia del cane, e la conseguente condanna della struttura veterinaria al risarcimento anche del danno non patrimoniale conseguente alla perdita dell’animale di affezione. La parte citata in causa a propria difesa assumeva l’impossibilità di risarcire il danno non patrimoniale (alias morale) per la perdita dell’animale di affezione, stante l'esistenza di un noto indirizzo giurisprudenziale contrario al risarcimento di tale tipo di danno, avallato anche dal pronunciamento delle Sezioni Unite del 2008, che negano perentoriamente il risarcimento del danno morale in caso di morte dell’animale di compagnia. Tuttavia, il Tribunale di Vicenza con la sentenza n. 24/2017 pubblicata il 3.1.2017 ha aderito ad un diverso indirizzo giurisprudenziale favorevole al risarcimento del danno non patrimoniale per la perdita dell'animale d'affezione anche al fuori dei casi di danno conseguente a reato. Il Giudice di Vicenza, sulla scorta delle sempre più numerose pronunce della giurisprudenza di merito che rileggono la decisione della Corte di Cassazione, elevando al rango di “diritto inviolabile” ex art. 2 Cost. la tutela dell'animale d'affezione, nonché sulla scorta dei recenti interventi legislativi che tutelano il rapporto di affezione tra uomo e animale ha stabilito che: “Il rapporto con gli animali domestici non può essere paragonato a quello con una cosa, trattandosi di una relazione con esseri viventi, prevalentemente fonti di compagnia e nella maggior parte dei casi considerati dai loro padroni come “membri della famiglia”. Non può, pertanto, essere condiviso, nell'attuale e mutato contesto sociale, l'orientamento secondo il quale il rapporto d'affetto tra uomo ed animale sia privo di copertura costituzionale, non potendosi dubitare del fatto che, in molte ipotesi (tra cui sicuramente rientra quella di specie) in detto rapporto si inserisce una di quelle attività realizzatrici della persona che la Carta costituzionale tutela all'art. 2. D'altro canto, come evidenziato da alcune pronunce della giurisprudenza di merito, lo stesso legislatore ha acquisito piena consapevolezza del legame che si instaura tra il padrone e il suo animale, di cui costituisce espressione la Legge 14 agosto 1991, n. 281, c.d. Legge quadro in materia di animali di affezione e prevenzione del randagismo […] Alla luce di tali considerazioni, dunque, ritiene il Tribunale di dover aderire al descritto indirizzo giurisprudenziale favorevole al risarcimento del danno non patrimoniale per la perdita dell'animale d'affezione anche al fuori dei casi di danno conseguente a reato.” Avv. Elisabetta Fortuna – Thiene (VI)
Listet for 4 måneder siden






